Pjerrot er tilbage i Karolinelund

 

Tivoli Karolinelund i Aalborg har ansat Niels Ingolf Rasmussen som Pjerrot fra sæsonen 2006.

Karolinelunds Pjerrot kommer fra Børkop ved Vejle og har siden barnsben arbejdet med trylleri og underholdning for børn i alle aldre. Igennem de sidste mange år har Niels Ingolf sideløbende hermed været tilknyttet Vejle Kommune som børneteater-instruktør og har på baggrund heraf stor erfaring i interaktiv underholdning for børnene.

Niels Ingolf har en lang karriere som Tryllekunstner og Børneunderholder og har rejst rundt med sit show i hele landet. Niels Ingolf vandt i 2005 ved de Nordiske Mesterskaber i Trylleri første prisen for bedste børneunderholdning med sin Hofnar Bugislaw.

Niels Ingolf bruger udover trylleriet også musik og sang i sine forestillinger og har netop lagt sidste hånd på en færdig produceret børnemusik CD med navnet "Hemmeligheden". Den handler om, hvordan Hofnarren Bugislaw kommer til slottet i Bugislawistan. Niels Ingolf har skrevet historien og teksterne. Musikken er af komponisten og skuespilleren Rasmus Krogsgaard.

Niels Ingolf vil i sine Pjerrot forestillinger også bruge musik og sang, hvorfor han i øjeblikket har travlt med at skrive nye sange til Pjerrot-forestillingerne. Så når Tivoli Karolinelund åbner, vil der hver dag i hele sæsonen kunne høres sang og glad musik fra det nyopførte Pjerrots Hus.

Niels Ingolf er ikke helt ukendt blandt Ålborgenserne, da han de sidste 3 år har været fast julemand i Aalborg Storcenter.

Så Tivoli Karolinelunds Pjerrot glæder sig til den 7. april 2006, hvor dørene til den smukke have bliver åbnet, og børn i alle aldre kan komme ned og besøge Pjerrot i hans nye hus. Det bliver sjovt. Der skal trylles. Der skal synges. Der skal grines, så hele haven hopper af glæde.